Depression

I mine 22 år, som jeg i skrivende stund er, har jeg oplevet uretfærdigt mange ting. Jeg endte ud i en langvarig depression samt angst for at begå mig i det sociale. I dag ser jeg ikke mig selv som et offer, men mere som en stærk person, som har overvundet alle de nederlag, der har været gennem mit liv.

Tidslinje

Jeg er født 21/02/1993 på Sønderborg sygehus, og jeg blev født, sund og rask. Min mor og far var kærester indtil jeg var 2 år gammel. Vi boede i en lille landsby i Sønderjylland, som hedder Egernsund, hvor de havde et hus sammen. Alt var på angivet tidspunkt ret trygt og barmhjertigt. Min mor og far gik fra hinanden af, desværre, ukendte årsager.

  • 1995-2000

Min mor, og jeg flyttede til Padborg, hvor min mor forpagtede, dengang såkaldte, Grænsekro, i Kruså. Min mor mødte en mand, ved navn Uwe Martens. Uwe Martens, er tysker og hvis i husker de store pyramidespil tilbage i 90'erne, så kan jeg fortælle, at han var præsident for den største af dem, hvor deres tilholdssted var på Hotel Des Nordens, lige overfor Fleggaard.

Tilværelsen ændrede sig, drastisk efter at han kom ind i billedet. Det gik fra, at være en tryg kernefamilie, til en tilværelse, fyldt med penge og hemmeligheder.

Omsorgen blev svigtet, og jeg blev tit passet, fordi at min mor blev blændet af de materialistiske ting, som Uwe gav.

Min mor brugte Uwes biler, som havde tyske plader på, og eftersom vi var bosat i Padborg, og havde forpagtet Grænsekroen, og det at min mor fik Dansk Børnebidrag, så blev vi smidt ud af Danmark.

Desværre, så ved jeg ikke hvor meget historien holder, eftersom det var nogle naboer i Padborg, der havde anmeldt min mors mindre tilstedeværelse i vores daværende lejlighed.

En ting er dog sikkert - jeg fik ikke længere den omsorg og kærlighed, som et barn behøver.

Danmark - Spanien - Danmark

Min mor, og jeg samt Uwe rejste til Spanien, efter nyheden om udvisning. Vi prøvede, at starte en ny tilværelse, hvor jeg begyndte på en international skole i Benalmadena (byens navn) på sydkysten. Igen, så forpagtede min mor og Uwe en restaurant sammen, som hedder "Det Lille Apotek" , det er en meget lille restaurant, som stadigvæk er eksisterende. Jeg lærte lynhurtigt, at tale Spansk, og være tolk for både min mor, og Uwe. Min mor var rigtig glad for Uwe, og de nåede også at få to børn sammen, Claudio, og Sune. Mine to små brødres far, Uwe, havde desværre også voldelige tendenser, og slog vores mor. Det hele endte så ud i en skilsmisse, hvor vi endte med, at rejse tilbage til Danmark i Gram, 11 måneder i Spanien havde passeret. Dog har jeg har sidenhen boet i Spanien, og besøgt "Det Lille Apotek", som de havde forpagtet.

Da vi rejse tilbage til Danmark, så gik der ikke længe før, at min mor og Uwe fandt sammen igen. Atter engang, så stod den på voldelige tendenser fra Uwes side. Hvordan og hvorledes, at vi havde muligheden for, at rejse tilbage til Danmark, er jeg ubekendt med.

Min mor, havde tilsidst fået nok af Uwes tæsk, som han gav min mor, og som også har giet mig mange søvnløse nætter som barn. Jeg var kun 6 år da vi flyttede tilbage til Danmark, og havde allerede oplevet det hele-på-det-halve.

Min mor, og jeg flyttede på et hotel, hvor min mor arbejdede. Hun havde fået lov, at bo der for en periode.
I mellemtiden, da havde min mor aftalt med Uwe, at samle Claudio, og Sune op efter (to små brødre) de havde været i vuggestue. Det hele tog dog en uventet drejning, fordi da min mor ville hente dem, var de der ikke! Uwe havde så hentet dem tidligere på dagen, og først senere, der fandt vi ud af at han havde bortført dem, og taget dem med til Tyskland.

Vi fik dem heldigvis tilbage igen, dog husker jeg ikke hvordan og hvorledes det foregik. De kom ihvertfald tilbage i god behold, og det er jo det vigtigste.

Jeg husker tydeligt, hvor frygt indtrædende det var, og hvor bekymret jeg var for dem.

Fra præsident til fidibus

Uwe var selv nu, og hvordan hans præsident rolle var nu, ved jeg ikke. En ting var dog stensikkert, han havde det ikke godt. Der gik nogle rygter om, at han blevet uvenner med toppen af sine kompagnoner, og derved var blevet udstødt. Det hele endte ud i, at han hang sig selv, og derved begik selvmord.

  • 2000-2015

Jeg startede meget kort tid efter i folkeskole, hvor de tidlige ar på sjælen havde sat spor, kom hverken godt ud af med mine jævnaldrende og lærer. Jeg blev meget hurtigt blåstemplet af en børnepsykolog, som diagnostiseret mig med NLD (Nonverbal Learning Disorder) en form for autisme. I den alder forstod jeg det ikke, men blev hurtigt udstødt at de andre, og det blev hurtigt indlært, at jeg "bare var anderledes"

Derfor blev jeg smidt ud af skolen, fordi jeg tidligere i min barndom havde lært, at det og slå, var måden at klare sine problemer på. Derefter blev jeg anbragt på en døgninstitution, som hedder Tippen. Jeg var der i fem år, og det havde positiv indflydelse på min udvikling. Jeg var hjemme hver anden weekend, hos min mor.

Efter fem år, så var jeg blevet tretten år gammel, og havde netop lige ramt teenager årene, og vi blev derfor enige med kommunen om, at jeg skulle flytte hjem igen. Min mor havde i mellemtiden fået en datter, som jo er min søster, ved navnet Tina.

Min mor fik min søster sammen med hendes ekskæreste, Rene, som er en rigtig oprigtig mand, og som jeg respekterer også den dag, i dag.

De gik dog fra hinanden, og årsagen er desværre ukendt.

Derefter flyttede vi til Gråsten, i Sønderjylland, hvor jeg mødte min far for første gang, siden jeg var to år gammel. Endnu engang skulle der stilles spørgsmål til hvem jeg ønskede at lade komme tæt på mig.

I dag, der har min far og jeg et fint forhold til hinanden.

Da jeg var blevet femten år gammel, der døde min mor på tragisk vis, med to blodpropper, et i hjertet og et i hjernen. Jeg fandt hende livløs i hendes seng, og måtte udfører genoplivning på hende, dog uden held.

Derefter stod mig og mine to små brødre tilbage, sønderknust. Min lillesøster, Tina, boede, og bor stadigvæk hos sin far, Rene.

Mig og mine brødre, blev heldigvis hurtigt taget i plejefamilie, hos noget nært beslægtet familiemedlemmer, så tæt at de faktisk er min faster og onkel.

I dag, der er det basen for alle familiekomsammen og traditionelle samlinger.

Tre år senere, da jeg var blevet atten år, så dør den ene af mine små brødre på tragisk vis. Han blev stukket ned, ude foran den institution, som han var tilknyttet. Det var hans bedste kammerat, som gjorde det, fordi der havde været nogle kontroverser om en pige, som de begge to godt kunne lide. Han blev kun tretten år, og det var Claudio.

Sammenset, så har det været år med mange bump på vejen, og med alt den nedgang, som man ikke vil ønske noget barn at opleve, nogensinde.

Derfor har jeg altid følt mig udstødt og syndebukken, som barn troede jeg at det var min skyld. Det var nemlig inde afgørende år, for at udvikle barnets selvværd

Derfor overskriften "fra udstødt til bronzevinder"

Jeg har sidenhen arbejdet meget på mine traumer, som du kan læse nede forneden, i de næste kapitler.

Afhængighed

Jeg træner 6-7 gange om ugen, gerne 2 gange på én dag, 1 gang om morgenen hvor den står på 30-45 minutters cardio og efter arbejde hvor jeg styrketræner forskellige muskelgrupper. Man kan vel sige, at det er en afhængighed. Det er idéen, om at skabe det helt ideelle portræt af mig selv, som driver mig. Jeg er meget passioneret omkring træning og sundhed, fordi det får mig til at føle mig gennemført.

Fra afhængighed til afhængighed

Tidligere har jeg som nævnt, kæmpet med depression og angst. Det hele kommer sig af min trivielle barndom, som har været fyldt med utrolig mange skuffelser, nederlag og tab af familiemedlemmer. Det var med til at føre mig ud i en afhængighed. Jeg kom ind i en ond cirkel af stoffer som f.eks. hash, amfetamin og kokain indtil jeg én dag, fik en psykose. Dette gav mig vrangforestillinger, angst og depression.

Jeg forsøgte at være stærk, og tvang mig selv i gang igen. Fitness blev derfor et dagligt gøremål, hvor mit pusterum fandt sted. Det gav mig samtidig gnisten til at leve et sundt og raskt liv, fyldt med passion.

Oplevelsen af at sejre

Den bedste oplevelse jeg havde, da de mentale lidelser og hårde tider overskyggede min hverdag var at jeg kunne opleve små sejre. Det var fitness som gav mig små sejre hver gang jeg havde været afsted. Følelsen af velbehag, og den euforiske tilstand var slet ikke til at modstå. Fitness og sundhed har lært mig mange ting. Det har lært mig, at der altid er en dag i morgen, og det har lært mig, at vende mine svage sider til styrker. Man kan vel sige at jeg er stædig, og ikke overlader mit liv til tilfældigheder igen. Fitness og sundhed har lært mig at jeg selv er ansvarlig for min glæde, og at jeg selv er ansvarlig for, hvad jeg kan opnå i livet.

Jeg vandt i weekenden D.12/9.2015, en flot 3.plads i Men's Physique Junior +175 som udløste en kvalifikation til DM i Brøndby 2-4/10-2015 hvor jeg selvfølgelig deltager. Det er en kæmpe triumf for mig, når man tænker tilbage på alle de nederlag, som jeg har været igennem. Jeg er umådelig stolt over min placering, og det giver mig mere blod på tanden at placere så godt. Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden kan bringe med de resultater jeg har leveret indtil videre.

Når man er fast besluttet for ikke at bukke under for sine svagheder, og man begynder at tage ansvar for sine handlinger, så er man på rette vej. Det er aldrig for sent at ændre sig, og det er aldrig for sent at følge dine drømme. Det vigtigste for mig med dette blogindlæg, er at du bliver motiveret til at påtage en handling, og få dig til at gøre noget ved dit liv, i dag!

Alt hvad du sender ud, kommer tilbage før eller senere. Det er lige så sikkert, som det at vi dør. Så husk at udleve dine drømme så vidt muligt. En dag fortryder du, at du ikke gjorde det, som der skulle til for at opnå dit fulde potentiale.

Find din passion

Når man finder noget man vil arbejde hårdt for, uden at man i virkeligheden opfatter det som et slavisk arbejde, så er det med at gribe chancen og gøre det. Tænk ud af boksen. Tænk på de muligheder du har foran dig, hvis du fortsætter med at være produktiv og arbejdsom. Hvis du samtidig nyder det, så er det jo bare win-win.

Eks.

  • Er du kunstnerisk anlagt, så brand dig selv, på bedst mulig måde.

Du kan tage til udstillinger, snakke med ligesindede mennesker om dine projekter, og finde inspiration. Du kan lave blogindlæg om dine malerier, eller skulpturer eller hvad end dit respektive, og kunstneriske gen tillader.

Fitness er også en kunstart

Det at bygge sin krop er meget kunstnerisk, og kræver at man kan se sig selv både objektivt og i helikopterperspektiv. Hvis du ikke kan det, kan du ikke udvikle din egen ideelle fysik. Det kræver at man på mange måder giver sig selv lov til, at opleve op og nedture. Det er ikke en spurt, men et marathonløb hvor "tiden" hele tiden kan forbedres. Jeg er fortaler for, at man hele tiden udvikler sine kompetencer. Dette er uanset om man er kunstner inde for malerier, eller kunster indenfor det at bygge sin krop eller noget helt tredje.

Stolthed, og æren i behold

Desto mere man bygger på sin selvstændighed, og opnår sine mål desto mere stolt bliver man. Det vil sige, det at tage et skridt i det ukendte, og imod utrygge rammer, til tider kan være det bedste valg, som du nogensinde kommer til at tage. Det er ligesom at bygge et puslespil - nemlig at ting tager tid, og inden du ser dig om, så kan du altså snakke i stolthed med æren i behold.

Livet har lært mig tingene på den hårde måde. Jeg skriver hverken dette blogindlæg for at få medlidenhed eller for at få et sympatisk feedback, men mere som inspiration til alle de rødder, som sidder bag skærmen som har mistet håbet, uden at de ved hvem de skal gå til for at snakke om deres problemer.

Jeg ved, at der er rigtig mange derude, som famler i blinde. Jeg har selv været der. Du skal bare huske på én ting, og det er at du ikke er alene om det!